Signup for klostervangen.dk Newsletter here...Print?Tell a friend about this page...

 Beboerdemokratiet  Bestyrelsen i AAB afdeling 25, Klostervangen

Hvem kan være med i bestyrelsen?

Alle beboere over 18 år med adresse i Klostervangen kan opstille til valg til afdelingsbestyrelsen. Der er ingen krav til uddannelse, viden eller færdigheder - det eneste krav til bestyrelsesarbejde er engagement - lysten til at gøre noget for fællesskabet. Bestyrelsesarbejdet er frivilligt og ulønnet.

Der vælges hvert år to suppleanter, en 1. suppleant og en 2. suppleant. Suppleanterne trænder ind i bestyrelsen, hvis et bestyrelsesmedlem ikke længere kan deltage i bestyrelsesarbejdet, enten fordi bestyrelsesmedlemmet trækker sig, modtager et mistillidsvotum eller på anden måde ikke er i stand til at deltage i bestyrelsesarbejdet i valgperioden. Dvs. der indkaldes ikke suppleanter fordi et bestyrelsemedlem ikke kan i bestyrelsesarbejdet eller et eller flere bestyrelsesmøder pga. sygdom eller rejseaktivitet.
Suppleanterne til bestyrelsen har ikke adgang til bestyrelsesmøderne og er ikke omfattet af tavshedspligt før de indtræder som bestyrelsesmedlemmer

Hvilke opgaver og ansvar har bestyrelsen?

 

Valg til medlem af bestyrelsen sker på afdelingsmødet. Her vælges opstillede kandidater af beboerne for en periode af 2 år. Halvdelen af bestyrelsen er på valg i lige år og den anden halvdel på ulige år. Ligeledes vælges der et antal - typisk to - suppleanter (stedfortrædere) for en periode på kun et år ad gangen. Når de syv bestyrelsesmedlemmer og suppleanterne er fundet (evt. ved skriftlig afstemning), så har afdelingen en bestyrelse. På første bestyrelsesmøde efter afdelingsmødet konstituerer bestyrelsen sig med valg af en formand, en næstformand (formandens stedfortræder) og en sekretær og fire menige betyrelsesmedlemmer. Alle medlemmer af bestyrelsen er pålagt tavshedspligt, da der lejlighedsvis behandles personfølsomme sager, bl.a. klagesager.

Bestyrelsesarbejdet i praksis.

 

Bestyrelsen afholder normalt ordinære bestyrelsesmøder ca. 10 gange om året. Hertil kan komme et antal ekstraordinære bestyrelsesmøder, typisk et enkelt eller to med kun meget få punkter på dagsordenen, f.eks. konstituering af den nyvalgte bestyrelse efter afdelingsmødet.
I afd. 25 afholdes bestyrelsesmødet oftest den sidste mandag i hver måned undtaget juli og december. I juli og december holder bestyrelsen normalt ikke ordinære bestyrelsesmøder, men bestyrelsen har tradition for at mødes midt i december og sige god jul.
Afhængig af bestyrelsesmødets dagsordnen tager mødet typisk 2 - 4 timer. Formanden udsender en dagsorden efter en fast skabelon forud for mødet, men alle bestyrelsesmedlemmer kan bede om at få et eller flere punkt på dagsordnen. Emner til bestyrelsesmøder meddeles formanden forud for udsendelse af dagsorden. Sekretæren udfærdiger et kortfattet konklusions- og beslutningsreferat af de fremsatte emner og beslutninger. Emner, der ikke er udsendt til bestyrelsesmedlemmerne på dagsorden, kan altid diskuteres under punktet "Eventuelt", men under dagsordens punkt "Eventuelt" kan der ikke træffes beslutninger.

Du kan se alle bestyrelsens mødeindkaldelser (inkl. dagsorden) og mødereferater her...

Bestyrelsen ser ikke sig selv som et "aktivitetsudvalg" med opgave at skabe aktiviteter, men som beboernes beslutningsorgan, der i dagligdagen træffer beslutninger på beboernes vegne, og som sætter rammerne og skaber vilkår. Ikke desto mindre er afdelingsbestyrelsen altid ansvarlig for at arrangere og indkalde til afdelingsmødet.

I Klostervangen har der desuden været tradition for at bestyrelsen - ud over afdelingsmødet - har arrangeret:

  • Sommerudflugt for børn,
  • Sommerudflugt for voksne,
  • Fastelavnsfest for børn og voksne,
  • Sommerfest,
  • Bankospil.

Det er også bestyrelsesmedlemmerne, som sørger for, at holde administrationskontoret i beboerhuset Langelandsgade 52a åbent den 1. mandag i hver måned fra 18.30 - 19.30, ligesom det også er bestyrelsen, som varetager udlejningen og administration af beboerhuset.

Herudover er der for afdelingsbestyrelsesmedlemmer et mindre antal aktiviteter i hovedforeningsregi: Typisk et halvårligt repræsentantskabsmøde (én halvårlig aften på en hverdag). Hovedforeningen arrangerer også en repræsentantskabsweekend (lørdag/søndag) på et konferencecenter i løbet af efteråret og en række mindre kurser, bl.a. et introduktionskursus for nye bestyrelsesmedlemmer. Hvert kursus forgår i løbet af ca. tre timer på en hverdagsaften midt i ugen. Tilsvarende er der for siddende bestyrelsesmedlemmer tilbud om relevante ad hoc kurser i økonomi, IT, organisation, etc.

Der er også i bestyrelsesregi nogle sociale aktiviteter; herunder den årlige julefrokost med funktionærerne og en fælles middag med påhæng i løbet af 1. kvartal.

Som bestyrelsesmedlem får du udleveret en systemnøgle, således at du kan få adgang til vaskehuse, underkælder, garageanlæg, hobby- og motionsrum, etc. Og som bestyrelsemedlem offentliggøres dit telefonnummer, således at beboerne altid kan få fat i dig i kraft af dit hverv som bestyrelsesmedlem. Det er meget forskelligt hvor ofte beboere ringer til bestyrelsesmedlemmer, men visse beboere tror at bestyrelsesmedlemmer er en slags "reserve-viceværter", der kan udbedre vandskader, utætte vandrør og lignende, eller at bestyrelsen er lokalt "ordenspoliti", der kan stoppe nabospetakler og lignede.
Det er bestyrelsen ikke!   

 

Kunne du tænke dig at være med i bestyrelsen?

Hvis du kunne tænke dig at være med i bestyrelsesarbejdet skal du opstille på afdelingsmødet. Du kan enten gøre det ved fuldmagt eller ved selv at være til stede. Hvis du gør det pr. fuldmagt skal denne være dirigenten i hænde forud for mafdelingsmødet.
Det er ikke noget krav, men det kan ofte være en fordel, at kontakte den siddende bestyrelse forud for afdelingsmødet, så du kender "spillereglerne" og ved hvad der foventes af dig - både som kandidat og evt. som bestyrelsesmedlem. Du er også altid velkommen til at kontakte et eller flere bestyrelsesmedlemmer for at høre nærmere om bestyrelsesarbejdet.

Du kan altid gå ind på hjemmesiden www.klostervangen.dk og finde både mødeindkaldelser og referater af bestyrelsesmøderne (se linket ovenfor), så du kan se hvilke emner, der diskuteres og besluttes i din afdelingsbestyrelse.

Og selv om onde tunger periodevis har hævdet, at afdelingsbestyrelsen er en forsamling indspiste selvoptagne beboere, som har nok i sig selv, så vil bestyrelsen i Klostervangen opfordre enhver til at stille op til bestyrelsen, så du med egne øjne kan se, at det langt fra er tilfældet - der er ikke noget af det, som bestyrelsen arbejder med, som ikke tåler dagens lys og vi vil rigtig gerne have, at engagerede beboere giver bestyrelsen med- og modspil, og holder os op på, at AAB og afdeling 25, Klostervangen skal ledes demokratisk!

Sidst opdateret 29. marts 2015, kl. 23:47
af Anders T. Nielsen